FORORD

KÆRE LÆSER

Digte føles for mange utilnærmelige, de kan virke både svære at læse og svære at skrive. Der kan være en aura omkring digte, som om de er ophøjede og hellige og noget, der kun må berøres af de helt store litterære kanoner.

Jeg har dog længe haft lyst til at skrive digte og vil ikke lade mig standse af frygt eller forbehold – og jeg synes mit liv bliver sjovere, når jeg tager chancer.

For et halvt års tid siden kom jeg så på ideen at skrive ét digt om dagen i 100 dage. Jeg kunne lide tanken om, at det ville tvinge mig til at få noget på papiret. At stille mig op på en 10 metervippe og springe direkte ud på dybt og farligt litterært vand, og så bare håbe på ikke at drukne. Inspireret eller ej – bare skriv, kære ven. Kreativitet med en pistol for panden.

Ideen var altså på plads, og 1. marts 2020 kom inspirationen. I TV Avisen så jeg et indslag om flygtninge i Tyrkiet på grænsen til Syrien. Det blev om aftenen til det første digt, Jeg græd her til aften, og så var jeg i gang. Nu var det ”bare” at sætte mig ned hver aften i 99 dage mere og fylde ord på dagens tanker og følelser. Få hverdagen formidlet i min rytme og mit flow. Råt, enkelt og ærligt.

Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var, at vi også stod på vippen til en af de største kriser i danmarkshistorien. 10 dage inde i mit eksperiment lukkede statsminister Mette Frederiksen Danmark på grund af corona-udbruddet. Dermed lagde sygdommen sin mørke skygge ned over alt – og selvfølgelig også mine digte.

Alle digte handler ikke om sygdommen, og det blev ikke en ambition at skrive udtømmende om corona-tiden. Men det er klart, at epidemien fylder meget i mine skriblerier både direkte og indirekte. Den har været uundgåelig, og dermed gav undertitlen også sig selv: ’hverdagstanker fra en coronatid’.

I 100 dage har jeg trofast skrevet et digt hver aften, og bortset fra korrekturlæsning og lidt minimal redigering, står digtene, som de er tænkt og skrevet på dagen. Det er det, der er konceptet.

God læselyst,

Pelle

Christianshavn, juni 2020